Louise Louring – fra Barn til byråd
Historien om Louise Louring
Her er historien om kvinden der voksede op som en sportsinteresseret og vidensbegærig pige i en mindre østjysk by, men som drømte om at gøre en stor forskel for mange mennesker.
Opvæksten
Jeg voksede op i en mindre by i Østjylland, hvor sport og fællesskab fyldte meget i min barndom. Derfor fik forenings-Danmark også i høj grad lov til at præge min ungdom. Badmintonbanen var stort set mit andet hjem – først som spiller og senere som træner. Det lærte mig værdien af at være en del af et fællesskab, som ikke bare er arbejdspladsen eller den klasse som man går i, men at man udvikler sig når man har flere forskellige fællesskaber omkring sig. Dét at kunne gå et andet sted hen og være en succes, eller at være noget godt for nogen i en anden sammenhæng, når livet gør ondt et andet sted – det gav mig så uendelig meget.

Børn og unge som drivkraft
Mit politiske engagement begyndte med en oprigtig interesse for børn og unge, som også kom igennem foreningerne. Jeg har altid elsket at arbejde med børns udvikling, med sociale dynamikker og med den kamp, som vi alle sammen, har med os selv. Jeg har altid været optaget af, hvordan vi giver dem de bedste muligheder for at udfolde sig, udvikle sig og finde deres plads i fællesskabet. Derfor har jeg altid bidraget så meget som jeg kunne ved siden af mine studier, via mine træner-roller for børn og unge.
Selvstændig og juraen
I en årrække drev jeg min egen virksomhed, hvor jeg udviklede produkter og solgte dem gennem en hjemmeside til både ind- og udland. Det gav mig værdifuld erfaring med at skabe noget fra bunden, tage ansvar og forstå, hvad det kræver at drive en forretning.
Sideløbende begyndte jeg at læse jura – et fag, jeg hurtigt blev så optaget af, at jeg besluttede, at min fremtidige karriere, skulle ligge her. Juraen åbnede mine øjne for, hvordan lovgivning skaber rammerne for vores samfund, og det var også herigennem, jeg for alvor fik interessen for politik.
Byrådet i Aarhus
Min politiske rejse tog fart, da jeg stillede op til kommunalvalget og senere arbejdede i Aarhus Byråd. Her fik jeg mulighed for at omsætte mine værdier til konkret politik og arbejde for, at børn, unge og familier fik bedre vilkår, som var én af mine helt store kæpheste. I Aarhus Kommune lærte jeg derfor rigtig meget om politik over to valgperioder, lige som jeg også arbejdede som studentermedhjælper for Aarhus Kommune, og lærte ting ”indefra”.
Folketingskandidat
Senere blev jeg folketingskandidat i Skanderborg-Odder-Samsø-kredsen. Det var et naturligt skridt videre i mit politiske arbejde – med ønsket om at gøre en forskel for endnu flere mennesker og kæmpe for et samfund, hvor fællesskaber, frihed og muligheder for den enkelte går hånd i hånd.
Borgmesterkandidat i Odder
Til kommunalvalget i 2025 var jeg borgmesterkandidat i Odder Kommune. Det var en tillidserklæring, som jeg tog på mig med stor ydmyghed og med et ønske om at skabe resultater tæt på borgernes hverdag. Jeg fik mulighed for at sætte fokus på lokalsamfundets udvikling, stærke fællesskaber og gode rammer for alle. Denne erfaring bekræftede mit ønske om at arbejde for løsninger, der kan mærkes i hele samfundet.
Folketingskandidat 2026
Nu stiller jeg op til Folketinget ved folketingsvalget 2026. Jeg har en ambition om at gøre en forskel for endnu flere mennesker og arbejde for et samfund, hvor frihed og muligheder for den enkelte går hånd i hånd med det kollektive ansvar for en fornuftig grøn omstilling og en ansvarlig økonomisk ledelse.
Jeg er selvfølgelig ekstremt ambitiøs men mine vigtigste mærkesager er:
- Vækst og udvikling i Østjylland og oplandet
- Solid økonomisk ledelse for Danmarks fremtid
- Grøn omstilling med fart og mod
- Trygge rammer – mindre kriminalitet
- Arbejde skal kunne betale sig
- Balance i udlændingepolitikken
- Din frihed – dit valg
/ Louise Louring
